Benjamin Noir | Roald Bergmann

Benjamin Noir er det navn, Roald Bergmann bruger som kunstner, når han forener ord og streg i sit yderst ukonventionelle udtryk. I denne udgivelse af samme navn træder han frem i fuld figur med et genreudforskende værk, der hverken kan siges at være en kunstbog, digt- eller novellesamling. Benjamin Noir er snarere det hele på én gang og mere til. Sådan fungerer Roalds finurlige hjerne nemlig, og vi er heldige at blive inviteret med ind i dens finurlige kroge. Med bevægende ord og detaljerige, sort-hvid illustrationer inviteres læseren med vidt omkring; på familie-, drømme- og tidsrejser. Vi lærer om en barsk barndom, hvor skriblerierne blev et helle, og kommer forbi de helt store spørgsmål om tro, håb og kærlighed, alt imens vi får et unikt indblik i et liv med galopperende ADHD, hvor der bliver idégenereret med 120 i timen. 
En bog om ADHD? Benjamin Noir er mange ting og kan ikke så let indekseres og puttes i kategorier, men en ting er sikkert: det er ikke en fagbog om ADHD. Du bliver ikke præsenteret for ny forskning om diagnosen, og det er heller ikke en selvbiografi med diagnosen som omdrejningspunkt, hvor Roald Bergmann deler sine mestringsstrategier. Kalder han sin ADHD for en superpower? Nej, men der er ingen tvivl om, at den er drivkraft i både hans billeder og ord. Roald Bergmanns beskriver i flere af bogens tekster den hyperaktivitet, impulsivitet og altoverskyggende trang til at skabe – at udkomme med noget, som karakteriserer hans diagnose. I øvrigt er det svært at gå på opdagelse i de yderst intrikate labyrinter og bybilleder uden at bemærke, at denne kreative sjæl har en hjerne, der afviger fra normen. Der er tegnet med en sirlighed uden mage. 
Anders Morgenthaler om Roald Bergmann: “Det er få gange i livet, man møder et virkelig fantastisk menneske. Og her mener jeg ikke på sådan en romantisk kærlighed-ved-første-blik-måde. Faktisk syntes jeg egentlig ikke, Roald var fantastisk, da jeg mødte ham første gang. Fin fyr, tænkte jeg. Lidt kaotisk. Men sjov nok. Men heldigvis gav livet mig en ekstra chance. Og da jeg så mødte Roald igen – sådan rigtigt – og snakkede med ham i over en time til et møde, der gik det op for mig, at han var ekstraordinær! “