Kallocain | Karin Boye

I Verdensstaten får en sprøjte med det lysegrønne sandhedsserum, kallocain, mennesker til at buse ud med deres inderste hemmeligheder. Det nyopfundne stof er dermed det perfekte middel for den totalitære stat der ønsker fuldstændig kontrol over sine borgere. Før måtte staten klare sig med overvågning og angiveri; nu kan selv tankeforbrydelser fælde den enkelte. Men at stoffet har utilsigtede virkninger, må også romanens fortæller, ingeniøren der har opfundet kallocainet, sande. Ikke mindst da han forsøger at bruge sin egen opfindelse til at kontrollere sit livs kærlighed med – hvis det begreb ellers stadig fandtes i Verdensstatens ordforråd.Men mod forventning tyder alt på at de brutalt afslørede hemmeligheder i visse tilfælde rummer et ukontrollabelt utopisk potentiale, som revner og sprækker ind til en helt anden verden. 
”Måske kan der vokse en ny verden frem af dem der er mødre – om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej. Men hvor er de?”
De danske avisers reaktion på besøget gik fra begejstring til henførelse. Det samme gjorde kommentarerne om Karin Boye der blev beskrevet som den vigtigste kvindelige forfatter i Sverige. Ved oplæsning af Kallocain gjorde hun et særlig stærkt indtryk, selvom hun skal have set ’så lille og barnlig ud på talerstolen i den store foredragssal’. En af journalisterne mente at hun til at begynde med lignede en genert konfirmand, men ved oplæsningen forvandledes til en imponerende skikkelse, dirrende af spændstig intelligens. 
Citeret fra Johan Svedjedals monografi om Karin Boye, Den nya dagen gryr, W&W, 2017 (her oversat til lejligheden).