Når du strammer garnet | Camilla Stockmann

Camilla Stockmann flytter som højgravid ind i en lejlighed på Frederiksberg, hvor et andet barn tidligere er blevet født på dørtærsklen. Historien går, at der var blodige hænder på dørkarmen i tiden efter. Lejligheden er nøje udvalgt som hendes børns fremtidige barndomshjem, men en dag kommer hun som journalist på sporet af en sag, hvor et barneskelet bliver fundet i hendes kvarter. Siden får hun kendskab til endnu et barnedrab, der skete på samme tid og sted, og familiens før så hyggelige lejlighed bliver pludselig forbundet med noget ildevarslende og u-hjemligt. 

Den røde tråd i Når du strammer garnet er historien om det andet barnedrab og konsekvenserne helt frem til i dag. Mens Camilla Stockmann med lige dele nysgerrighed og foruroligelse går i arkiverne for at kaste lys over drabet på den nyfødte dreng og fremkalde billedet af hans mor, tegner hun også udviklingen af det moderne forældreskab, inddrager sine egne erfaringer og går i dialog med en større kvindehistorie.  

Når du strammer garnet er en fortælling om den gådefulde erfaring at sætte børn i verden. Den blander prosa, essay, journal, brev og meget mere for at udforske moderskabets mørkelagte rum. En bog om de sociale forudsætninger for de barnedrab, som danske kvinder oftere begik før abortens frigivelse, og som vi stadig ser i lande, hvor kvinder ikke har selvbestemmelse over egen krop. Om moderskabets historie, kvindeidentitet, forestillingen om den gode moder og om den brutale virkelighed, danske kvinder levede i for to minutter siden i det, vi kalder den store historie.

”I forsommeren 1941 gik en skikkelse ad Prinsesse Maries Allé på Frederiksberg med en pakke i armene for at stoppe op på det sted, hvor alléen slår sin bue. Skikkelsen forsvandt bag en tung trædør for kort tid efter at komme tomhændet til syne. Den omtrent tre kilo tunge pakke, der var omsluttet af to lag karduspapir og omviklet af manillagarn, lå nu oven på et skab i opgangens stueetage, og dér ville den blive liggende indtil klokken ti en fredag formiddag. Ingen alarmer, ingen sirener, der var helt stille på det sted, hvor lønnetræerne lige var sprunget ud. Det er blevet tid til at fortælle om det, som blev glemt.” – Citat fra bogen