Sporskifte | Bodil Viborg

Her i tredje bog bliver den kvindelige mønsterbryder voksen.    I et hverdagssprog, der er autentisk og alment, skildrer hovedpersonen sin kamp for sit eget liv og sin selvstændighed.    De mange levende huskede erindringer gør den unge kvindes erfaringer til vendepunkter i hendes udvikling frem mod voksenlivet i den tid, da kvinder virkelig begyndte at uddanne sig og tale med og imod mænd. Især ældre mænd blev oprørte over, at deres autoritet blev anfægtet. Det oplever hovedpersonen også i sit møde med kærestens morfar.    Også i sin kamp mod sin mors trusler tager hovedpersonen sproget til hjælp og vinder på grund af sin viden og evner til at udtrykke sig bestemt og alligevel høfligt.Et gennemgående træk i alle tre bøger er, at selvmedlidenhed og klynk er ikkeeksisterende, derimod handling og selvstændig tænkning. Ja, den alt for tidligt ansvarlige ældste pige virker så gammelklog og dog sårbar her i tredje bog.    Heldigvis træder en hjælper ind i hendes liv, når nøden er værst: en mormor, en veninde/ven, en mester (mentor). Dette giver glæde og varme at læse bogen. En fin afslutning på Bodil Viborgs trilogi, hvori hun med udgangspunkt i egne oplevelser giver sin positive og tilkæmpede livserfaring videre til læserne.    Bogen er så positiv og med en total overraskende slutning, at den er velegnet som opmuntring for unge såvel som ældre læsere, der genkender tidens atmosfære af opbrud og holdningsændring.
(Kirsten Pløn Elklit)          
Uddrag af bogen “Du kan selv tage hjem. Og næste gang du laver en aftale med din mor, må du godt lige høre, om jeg også kan og vil. Det er jo ikke er sikkert, at jeg altid vil det, du vil. Du bestemmer ikke over mig.” “Såh, såh,” tysser Hans, tager om mig og begynder at smågrine. “Hidsigprop, du lever godt nok op til dit røde hår.” Nu griner han højlydt og kysser mig her og der. “Hold op, det er ikke for sjov. Jeg mener det. Jeg bestemmer selv. Du bestemmer ikke over mig. Og slet ikke, hvad jeg skal og ikke skal.”  Hans prøver at lave sjov med situationen og spøger med: “Er du blevet ‘rødstrømpe’?” “Næh, men jeg synes, de har mange rigtige meninger. Blandt andet, at jeg skal ikke godkendes af andre mennesker, eller at nogen skal bestemme over mig, bare fordi jeg er en kvinde.” “Synes du, at jeg gør det?” spørger Hans lidt beklemt. “Ja, har du ikke lige gjort det? Og flere gange før. Skal vi være kærester, bliver vi nødt til at lytte til hinanden, ik?” Jeg kysser ham på kinden og læner mig ind til ham. Vi står lidt uden at sige noget, holder bare om hinanden.         
Om forfatteren Bodil Viborg er født 1948 og bor i Silkeborg. Uddannet maler. Otte år formand for Folkeoplysningsudvalget, årets leder i hjembyen. Taget HF-eksamen som voksen, startede senere på Aarhus Universitet på teologistudiet og idéhistorie, dog uden at fuldføre grundet sygdom. Har siddet i mange bestyrelser indenfor børn- og ungeområdet. Har flere gange været voksenven. Har udgivet Aldrig som mor og En evig kamp.