En mand *engang* bar en dreng – bind 2 | Leo Tandrup

Tandrup sætter en overraskende og fornyende standard for beretninger om samfunds-, ånds- og kulturudviklingen. Det er blevet til en bog om menneskets svære søgen efter kærligheden midt i dets opgør med magthavere, fædre, mødre, egen selviskhed, trang til at brillere og til at forkaste fortids visdom. Et tema er kærligheden mellem voksne mennesker. Det vises, hvordan narcissisme og selvtilstrækkelighed ikke mindst op imod og i vor moderne civilisation har gjort det yderst vanskeligt for begge parter at se verden med den andens eller toerens øjne. At gøre det ses som en vigtig forudsætning for, at man kan se verden i et nyt og underfuldt lys, og man ikke selv stivner uden at komme uden for sin egen horisont. Det fortælles der indgående om igennem hele bogen. Bogen her er bind 2 af 4 med udviklingen gennem 1600 til 1800, hvor bind 1 omfattede tiden fra gotikken o. 1250 til 1600-tallet. Værket er ikke mindst koncentreret om den vestlige borgers indsats for erhverv og kultur og for hans politiske samvirke og stridigheder med fyrsten og de andre stænder og klasser. Det viser Tandrup i inciterende næranalyser af billedkunsten, som af Hogarths indtagende og skarpsindige mesterværk The Graham Children. Opfattelsen af barnet er et andet hovedtema. Tandrup undersøger som den dybestgående historieskriver. Han har også søgt eksempler fra skønlitteraturen, teologien og ikke mindst filosofien, som han nærgående har inddraget centralt med Voltaire og Rousseau i front.       
Uddrag af bogen Om Houdons Fornuftens smil. Voltaire fra 1781. ”Selv i dag vil man ikke undvære Voltaires smil over en asketisk krop, der vidner om hans liv som en rasende arbejdsbi. I det smil funkler rokokoens mest forfinede og skarpsindige ånd. I det ler et varmt og levende menneske. Og den, han smiler til, er ikke mindst Émilie … Tre små rynker i panden viser eftertænksomheden … han stak sin lange spidse snude og viljestærke hage dybt ned i absolutismens korruption og vilkårlighed. Et øjeblik ser han ganske vist ud, som tænker han næsten mildt på sine fjenders store hær. De har altid set så forbitret på ham, at han er endt med ligeved at få dem kær. Men øjeblikket efter lurer han med det underfundige i sit blik på dem og vejrer med sine dirrende næsefløje deres latterlige vildfarelser og betændte åndelighed… nok havde han sine fejl og selviskheder. Det har vi alle. Men inden for sin radius og begrænsning som overklassemenneske handlede Voltaire, så det gav genlyd også uden for den. Et ”lykketræf” blev han kaldt – af selve Goethe. Jeg holder umådelig meget af ham.”                           
Om forfatterenLeo Tandrup (1935-2023) var historiker, dr.phil. med virke på Aarhus Universitet til 2005. Efter sin store biografi Ravn I-II om Kristian Erslev og disputatsen om Chr. IV blev det mere og mere til tværfaglig tænkning omkring billedkunstens sociale og eksistentielle betydning. Han skrev blandt andet bøgerne: Michelangelo. Skønhedens gru, 1992; Mefistos mareridt, 1997; Et hug i brystet. Kunst og samfund mellem kærlighed og nihilisme, 1997; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin (med Gitte Tandrup), 2001; Moderne danske kunstværker. Næbdyret og hr. Ingenting, 2003; Det oprejste menneske I-III, 2012. Flere bøger blev skabt i samarbejde med kunstnere, med Arne Haugen Sørensen Samtaler på en bjergtop, 2002 og Korset og himmelstigen, 2019, med Carsten Frank Hvid – Sort – Rød, 2015.