Stå aldrig til søs! | Kurt Lundholm

Denne nøgleroman er den tredje og sidste i trilogien, som omhandler morsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2006.   Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenestesteder, med fortrinsvis opdigtede personnavne, inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne. Hvorfor også officererne i søværnet fik bedømmelse i humoristisk sans.Romanerne omhandler mange farverige personligheder i henholdsvis handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet. Persontyper, som i dag, i vores å så politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere.   Der er, for at sætte romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.   For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.   Romanerne omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer, og ikke som det ofte skete senere, at nogle chefer fulgte admiralens vise og blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd og fællestillidsmænd, fordi de ikke havde samme solide baggrund i arbejdsret og overenskomstaftaler som tillidsmændene og tillidskvinderne havde, og hvor forsvarsledelsen, når noget blev ubekvemt, valgte at være politisk korrekte og glemte deres militære ledelsespligt, nemlig at bakke op om personellet i felten og på skibene. De havde allerede som unge officerer lært at ydeevne ikke nødvendigvis er vejen til topjob. Det er vigtigere, at lefle for de rigtige personer og have et godt forhold til chefen også i fritiden Så var det nemmere at vaske hænder og følge admiralens vise:" Da mine egne tanker var så få og små så endte jeg med kors og bånd og stjerne på".   De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød ad små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe, Forsvarskommandoen og i ministeriet, og undgik herved behændigt, at komme ud på det dybe vand.   Her gik de dagligt op og ned ad de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imens de nynnede: "Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs – lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerne på".   De resterende officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i hyre, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske var, hvis de skvattede på det ny bonede gulv.   Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et "must" i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt, hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at: "Most – if not all - of the Navy's work goes on unseen."   Det er måske godt det samme, for ikke alle de rævekager nogle guldkysede officerer der var medlem af foreningen til ros og berømmelse gik og lavede i nulenergihuset, tålte dagens lys.   Forfatteren har dog fortrinsvis i denne serie valgt at fortælle om de morsomme historier, der gik som vandrehistorier eller kabysrygter, og som selvfølgelig ikke blev omtalt i forsvarsmedierne og da slet ikke i Hjemmeværnsbladet, der i øvrigt gik under øgenavnet Pravda. Se anmeldelser på. www.brunlynget.dk