Politik, historie og jura | Rasmus Mariager (red.)

Demokratiske samfund tillader eksistensen af ikke-demokratiske institutioner og bevægelser. Samtidig benytter demokratiske stater efterretningstjenester til at overvåge demokratiets fjender for at forhindre anslag mod den lovlige samfundsorden. Da efterretningstjenester ikke kan forudsige, hvorfra sådanne anslag vil komme, vil der være en tendens til, at overvågning og efterforskning er bredere, end man kan mene er berettiget. Disse forhold illustrerer to spørgsmål, der er omdrejningspunktet for denne bog: I hvilket omfang og på hvilke måder kan og bør demokratiske stater tage ikke-demokratiske midler i anvendelse for at beskytte demokratiet? Og hvornår er overvågningen af en sådan karakter, at man med rette kan sige, at borgernes retssikkerhed er truet?
Bogens bidrag tager udgangspunkt i den beretning om politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område under Den Kolde Krig, der blev offentliggjort i sommeren 2009. Men hvilke resultater nåede Kommissionen frem til? Hvor var der enighed og uenighed mellem dens medlemmer? Hvorledes kan man opfatte Kommissionens resultater gennem et kritisk perspektiv? Hvilken værdi havde de mange a øringer? Hvor går grænsen for overvågning på det politiske område – og kan man overhovedet opstille en sådan grænse? Var der forskelle på overvågningen i Danmark, Norge og Sverige, og hvilke ligheder var der? Hvad med borgernes retssikkerhed? Og endelig: Hvad skal vi i det hele taget med undersøgelseskommissioner?
Bogen er skrevet af Jørn Bro, Jørgen Grønnegård Christensen, Knut Einar Eriksen, Morten Heiberg, Axel Kierkegaard, Johnny Laursen, Karl Molin, Regin Schmidt, Jens Vedsted-Hansen, Preben Wilhjem og Rasmus Mariager, der ligeledes har redigeret antologien.