Den hule pige | Søren Jessen

Hun knyttede sin højre hånd, løftede den op i brysthøjde og bankede på. Hos sig selv. Slog tre gange med knoerne dunk, dunk, dunk, og da var det, hun hørte det. Et svagt ekko af hvert af de tre dunk. Et ekko, der med al ønskelig tydelighed bekræftede det, hun havde anet: Hun var hul. Hun forsøgte at græde, men kunne ikke, tørlagt som hun var. Hun kiggede sig selv i øjnene i spejlet. Det her var alvorligt. Det vidste hun. Alt for alvorligt til at bære rundt på alene. Hun måtte snakke med nogen. Måske sine forældre. Måske var hun ikke den første teenager i verden, der oplevede det her. Mødre og fædre vidste den slags. Selvom man af og til kom i tvivl, så havde de faktisk haft et liv. Engang. Mette opdager, at hun er hul som et råddent træ. Hun rummer intet. Ikke engang sorg, da Lasse slår op. Men hun er ikke den eneste fra klassen, der har problemer. Bo må kæmpe hårdt for at beholde sin plads i klassens hierarki, Line er så ubetydelig, at hun kun eksisterer, når hun er sammen med andre, Eva får et skræmmende kig ind i fremtiden … Det er svært at være ung. Er det, fordi hele verden ændrer sig, hver gang man vender ryggen til et kort øjeblik?