Danmark | Hans Hauge

Danmark - du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort dem danske. Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand og blå bølger, men det kan vi. Vi har nemlig lært at se naturen og historien med danske øjne. Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A. Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det.
I bogen Danmark bliver vi præsenteret for idéen om, hvordan unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, og der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Hans Hauge problematiserer og diskuterer i bogen vores brug af begrebet danskhed og det danske gennem blandt andet litteratur, politik, sprog, mad og race, og samtidig undersøger han, om der overhovedet findes særligt danske værdier, og om man kan tale om en dansk folkekarakter. Ifølge Hauge er Danmark et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de andre.