J.e.d. | Edith Rode

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangarde
Edith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.
– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.
Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.
Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.