Martinus kosmologi | Sv. Å. Rossen

Martinus er en dansk forfatter, som i 1900-tallet med sit forfatterskab skabte en kosmologi i form af et universelt, kosmisk verdensbillede. 
Martinus var en ekstraordinær intuitiv begavelse, som lod ham se livet som et kosmos, et ordnet verdensalt med en materiel- og en åndelig side, som underbygger hinanden. 
Verdensaltets byggesten er levende væsener, som er udødelige i deres kerne og både har en åndelig og en materiel natur. Verdensaltet som helhed er et altomfattende levende væsen: den evige Guddom, der har hele verdensaltet som sit legeme, og hvis skabende ånd gennemstrømmer universet. Verdensaltets utallige levende væsener er alle dele af det guddommelige legeme, og deres ånd har rod i Guddommens ånd. 
De levende væsener udvikler sig i kredsløbsbaner som for eksempel reinkarnationskredsløb. Planter, dyr og mennesker udvikler sig gennem utallige fysiske tilværelser, og de nuværende mennesker vil udvikle sig fra umodne, intolerante og krigeriske stadier til humane, tolerante og fredselskende kulturtrin. 
De levende væsener udvikler sig primært gennem egne erfaringer fra utallige liv. Deres erfaringer opsamles liv for liv i deres udødelige åndskerne og bliver til både praktiske, teoretiske og moralske evner i de følgende liv. På grundlag af karmaloven vender væsenernes handlinger tilbage til dem selv som skæbneoplevelser og giver dem de personlige erfaringer, som er nødvendige for deres fortsatte udvikling. 
Udviklingens mål for menneskeheden er skabelsen af et internationalt verdensrige med retfærdighed og fred, som bygger på, at alle mennesker er blevet tolerante og kærlighedsfulde.