Må jeg få lidt natmad ? | Niels Palle & Allan Holmgren

Det særlige ved denne bog er, at den er så personlig. Det, der sker på børnehjemmet, er sine steder hjerteskærende læsning. Der bliver råbt ad børnene, og de bliver straffet for mindre forseelser. Straf har aldrig hjulpet nogen til at blive et bedre menneske. Det er kun kærlighed og omsorg, der hjælper et barn til at blive et bedre menneske. Man får nærmest indtryk af, at Niels Palle beskriver forholdene i et ungdoms- eller børnefængsel fra 1950’erne.I bogen fortæller Niels Palle i en mailudveksling med psykolog Allan Holmgren om sin problematiske og traumatiserende opvækst, sin kontakt med psykiatrien og om sine erfaringer først som vikar og senere som deltidsansat pædagog på et børnehjem.”Stedet er meget uprofessionelt. Der er ikke et pædagogisk sprog blandt personalet, men en masse “synes”. Fagligheden er ekstremt lav, måske ikkeeksisterende. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal snakke med om det her. Ledelsen er fraværende. Vi ser dem på møder, hvor de fortæller, hvordan vi skal gøre, men de kommer aldrig ud på gulvet med os. Hvis institutionen er et skib, og livet er en flod, så står der ingen ved rorpinden. Vi smadrer ind i store sten og tømmer på vej ned ad floden.Det hele føles som overlevelse uden overblik og retning. På institutionen tager vi et minut ad gangen. Kærlig hilsenNiels Palle
P.S. I dag gik en af drengene, fra det hus jeg ikke er i mere, ind på den øverste leders kontor. Han gik ind og sagde, at “nu skal Niels komme tilbage i vores hus.” Jeg var der ikke selv, men en kollega overhørte det. Hvad siger det om ledelsen, at børnene går ind på kontoret og forsøger at tage styringen? Jeg har det svært med, at det er sådan. Det er så ekstremt uprofessionelt. Eller måske nærmere umenneskeligt.”