Sløk & | David Bugge & Mikael Brorson (red.)

Teologen, idehistorikeren og mesterpædagogen Johannes Sløk overbebyrdede ikke sine læsere med referencer. ”Jeg benytter mig ikke af fodnoter i mine bøger,” yndede han at sige, ”jeg er fodnoter i andres” – en befriende holdning i en tid, hvor forskning alt for ofte drukner i forfængelig rygdækning eller i kollegialt rygklapperi.

Sløks fremgangsmåde har dog også en bagside. Et skødesløst citat eller en indforstået hentydning kan åbne for et helt nyt og inciterende univers, som man først får det fulde udbytte af, hvis man medtænker den oprindelige sammenhæng og dens ophavsmand.

Bogen her stiller derfor skarpt på nogle af de vigtigste teologer, filosoffer og digtere i Sløks værk (Platon, Kierkegaard, Blixen m.fl.) og hans kreative brug af disse inspirationskilder. At denne brug af og til har karakter af misbrug, gør den ikke mindre interessant; en fejllæsning kan rumme vigtige pointer. Og at inspirationskilderne i nogle tilfælde nok så meget udgør irritationskilder, rokker ikke ved deres betydning for Sløks tænkning; modstandere af format står man også i gæld til.