Martinus' kosmiske verdensbillede og åndshistorien 1 | Sv. Å. Rossen

Martinus’ verdensbillede er unikt i verdenshistorien. Det giver et afrundet og færdigt billede af verdensaltet som et guddommeligt skaberværk, som ikke er blevet til på noget tidspunkt, men er en evig skabelse af en almægtig, alvidende og alkærlig Gud. Den evige skabelse finder sted i kredsløb, hvori de levende væsener er under stadig udvikling. Mennesket og menneskeheden gennemlever nu en mørk historisk periode med krige, sygdomme, depressioner og lidelser. Men disse tilstande er et led i en udvikling af en ny mentalitet, som afviser materiel grådighed og vold, men i stedet viser tolerance, ligeret, menneskelighed og alkærlighed. Martinus ser en strålende og lykkelig fremtid for menneskeheden og hvert enkelt menneske, når alle er kommet igennem dommedags- eller ragnarokperioden. Det enkelte individ reinkarnerer gennem historien og er med i hele udviklingsprocessen og opstandelsen til Guds rige.   
Dette værk i to bind er en revideret og udvidet udgave af en tidligere bog ”Martinus’ Verdensbillede” fra 2008. Udvidelsen består blandt andet i en sammenligning med fortidens store religioner og filosofier, for eksempel den kinesiske taoisme, den indiske brahmanisme, Kristus, antikkens græske filosoffer, særlig Parmenides, Platon og Plotin. Desuden med Hermesskrifterne fra Egypten, gnosticismen fra de første århundreder efter for tidsregning og med mystikere fra alle religioner. Selvom Martinus’ verdensbillede er unikt og enestående i sin helhed, kan man i de historiske religioner og filosofier finde interessante paralleller til dele af Martinus’ helhedsbillede af tilværelsen og livet. Der redegøres tillige for kristendommens historiske forhold til reinkarnation.